lørdag den 19. februar 2011

Ananas Sorbet


Nu er vinterferien over os, og så skal der jo være noget lækkert til ungerne. For noget tid siden faldt jeg over nogle store flotte ananas til kun 10 kr. Der røg straks en ned i indkøbskurven, og den har så stået og modnet der hjemme i vinduet i nogle dage. Jeg vidste ikke helt hvad den skulle bruges til, men så faldt jeg over en opskrift på ananas sorbet på iselsker.dk. Det var jo perfekt, for så kunne jeg bruge den fine is maskine, som jeg fik i julegave.
Det er en super let opskrift, som man også kan lave uden is maskine, så skal man bare rør i den ofte. Den er let og frisk, og ikke så fed som flødeis :)
Jeg ville gerne have anrettet isen noget pænere, men jeg havde 2 utålmodige børn hængende om benene. Nu skulle de bare have is... Jeg har pyntet min sorbet med sukker blomster, som min datter er helt vild efter. Og der blev serveret kys kager til.


Ananas sorbet

Du skal bruge:

1 stor ananas
3 dl vand
200 g sukker
1½ æggehvide
30 gram flormelis

Hæld sukker og vand i en gryde og og kog dette til en sukkerlage.
(Denne kan med fordel laves dagen før, så den bliver helt nedkølet).

Ananasen blendes til en puré og piskes sammen med sukkerlagen.

Hæld massen på ismaskinen og lad den køre til frugtmassen begynder at blive grynet af is (ca. 15-20 min., alt efter massens temperatur). Imens piskes æggehvider og flormelis grundigt, til det opnår en marengsmasse agtig konsistens.

Tag isen ud af maskinen og pisk den sammen med marengsmassen, hvorefter du fryser isen færdig i ismaskinen (ca. 15-20 min).

Herefter er isen klar til servering - eller til nedfrysning til senere brug.

Obs. Sorbet isen kan også laves uden ismaskine, her er du dog nødt til at røre i isen selv under indfrysningen

Ingen kommentarer: