mandag den 28. februar 2011

Morgenbrød : Æblehorn, Jødekager og Spandauere



På torsdag har min mor fødselsdag, og i den anledning havde hun damerne fra "gåholdet" til morgen kaffe i dag. Jeg havde lovet at stille op med noget blandet morgenbrød, så jeg var i gang så snart børnene var ude af døren her til morgen.
Jeg har fundet en opskrift på 1 dej, som alt efter fyldet kan blive til flere slags morgenbrød. Smart smart. Jeg ændrede lidt i opskrifterne, så de blev som jeg ville have dem.
Min mor blev meget glad for kagerne, og det lød til at gæsterne nød dem :)

Jeg har lavet dobbelt portion af dejen og delt den i 3, og lavet 3 forskellige kager af den samme dej.


Grunddej :

250 g. mel
125 g. smør
40 g. gær
1 1/4 dl. mælk
1½ tsk. sukker
½ tsk. salt

Smuldr smørret i melet. Rør gæren ud i den kolde mælk og hæld det i melblandingen. Tilsæt sukker og salt.
Ælt til dejen er ensartet. Lad dejen hvile i 5 min.

Remonce :

100 g. sukker og 100 g. smør røres sammen til det er luftigt.

Kogt Kage Creme :2 dl. mælk
kornene af 1 stang vanilje
3 æggeblommer
25 g. sukker
1 tsk. mel

Æggeblommerne røres med vanilje, sukker og mel.
Bring mælken i kog, med den tomme vanilje stang. Der sidder masser af smag i den tomme skal.
Tag vanilje stangen op og hæld den kogende mælk i æggemassen under omrøring.
Hæld cremen tilbage i gryden og varm den igennem til cremen bliver tyk.
Lad cremen køle af.

Æblehorn :

16 stk.

1 del grunddej
Æblegrød
Remonce
Hakkede nødder

Del dejen i 4 lige store stykker. Rul hvert stykke ud til ca. 16x16 cm. Del hvert stykke i 4 trekanter og fordel æblegrød, remonce og de hakkede nødder på trekanterne i den brede ende.
Rul hver trekant fra den brede mod spidsen og bøj dem til horn.
Lad dem hæve lunt og tildækket i ca. 20 min.
Pensl med æg og drys med sukker og hakkede nødder. Bages i ca. 15 min. ved 200 C.

Jødekager :

12 stk.

1 portion grunddej
Remonce med 1 tsk. kanel
kagecreme
Pynt hakkede nødder og glasur

Rul dejen ud til ca. 30x40 cm. Smør remoncen og kagecremen ud over stykket. Stop ca. 1 cm. fra kanten. Rul dejen sammen fra den smalle led og skær den i 12 lige store snegle. Sæt dem på en bageplade med den løse ende under sneglen. Tryk dem flade (ca. 1 cm. tykke ).
Lad dem hæve lunt og tildækket i ca. 20 min.
Pensl med æg og drys med hakkede nødder. Bages i ca. 15 min. ved 200 C.
Når de er helt kolde pyntes de med brun glasur.

Spandauere :

16 stk.

1 del grunddej
Kagecreme
Glasur

Del dejen i 4 lige store stykker. Rul hvert stykke ud til ca. 16x16 cm. Del hvert firkant i 4 stykker. Bøj spidserne ind mod midten og tryk dem fast. Læg 1 tsk. creme i fordybningen. Sæt dem på en bageplade. Lad dem hæve lunt og tildækket i ca. 20 min.
Pensl med æg. Bages i ca. 15 min. ved 200 C.
Når kagerne er helt kolde pyntes med glasur.






lørdag den 26. februar 2011

Super Nemme Rosinboller


Nogle gange skal det bare gå hurtigt, og i dag var dette tilfældet. Børnene var sultne, og ville gerne have boller til morgenmad. Jeg har denne opskrift på boller fra den store bagebog, og så har jeg blandet rosiner i. Dejen skal ikke hæve, men blot hvile i nogle få minutter, og mens ovnen varmer op. Bollerne bliver ikke vildt store, men de smager skønt og er ikke tunge eller klæge, som andre hurtig hævende boller ofte er.


Rosinboller

Ca. 24 stk.

500 g. mel
75 g. smør
50 g. gær
1 æg
2½ dl. mælk
25 g. sukker
5 g. salt
100 g. rosiner

Lun mælken og opløs gæren heri. Tilsæt melet og de øvrige ingredienser og ælt til dejen er glat og ensartet.
Del dejen i 3 lige store dele, og form dem til kugler. Lad dem hvile et par minutter.
Rul hver kugle ud til en pølse på ca. 25 cm. og del den i 8 stykker, og form dem til boller.
Læg bollerne på 2 plader med bagepapir. Lad bollerne hvile tildækket, og lunt, mens ovnen varmer op til 220 C.
Pensl bollerne med sammenpisket æg. Bag bollerne midt i ovnen i ca. 10 min.

fredag den 25. februar 2011

Caramel Popcorn


I efteråret 2010 var min mand og vores pragtfulde børn på ferie i Disneyland Paris i en hel uge. Det var en helt fantastisk oplevelse, som jeg helt klart kan anbefale alle. Inde i disneyland kan man købe karameliserede popcorn og de smager bare helt eventyrligt godt. Og omgivelserne hjælper helt klart med til at smagsoplevelsen bliver endnu mere eventyrlig.
Efter vi kom hjem har børn og jeg selv sukket efter de lækre popcorn, så nu måtte jeg jo prøve mig frem og se om mor her kunne gøre kunsten efter. Hvis jeg skal sige det selv, så synes jeg at det er lykkedes mig rimelig godt. De her popcorn er sprøde, som de skal være og vildt gode.

Her kommer opskriften. Go´fornøjelse ;)


Caramel popcorn

100-150 g. majs korn
2 spsk. vegetabilsk olie
1-2 tsk salt
100 g. brun farin

75 g. smør eller margarine
100 g. gyldent sirup
Vanillesukker
1/2 tsk. bagepulver



  1. Tænd ovnen på 110 C. Hæld to tsk. olie i en gryde og sving gryden, så hele bunden er dækket af olie. Sæt gryden på en medium varm kogeplade og varm olien i 1 minut.
  2. Hæld popcornene og salten i olien og ryst gryden så hvert enkelt korn bliver vendt i olie
  3. Skru ned for varmen og sæt låg på gryden. Indenfor nogle få sekunder kan du høre kornene poppe.
  4. Ryst indimellem forsigtigt gryden, så du er sikker på at kornene ikke brænder fat i bunden.
  5. Når der går ca. 4-5 sek. imellem hvert pop, tager du gryden af kogepladen og hælder popcornene op i skål.
  6. Hæld smør, sukker og sirup op i den rene gryde og smelt det på en varm kogeplade.
  7. Skru ned til medium varme og lad gryden stå og simre i ca. 5 minutter.
  8. Tag gryden af varmen og tilsæt et par tsk. fulde vanillesukker og ½ tsk. bagepulver.
  9. Hæld de poppede popcorn ned i gryden og rør rundt så der kommer karamel på alle popcorn.
  10. Hæld popcornene på en bageplade med bagepapir og spred dem ud. bag dem i ovnen i ca. 1 time. Du skal røre rundt i dem ca. hver 15 min. til sidst er de super sprøde og lækre. Lad dem køle helt af før de nydes, ellers bliver de bløde og smattede.

tirsdag den 22. februar 2011

Madpakkebrød: Spinat Boller


Vinter ferien er over os her i det nordjyske, og der hygges med slik, pizza og kage. Men nu har jeg jo også muligheden for at komme lidt forud, og bage nogle lækre madpakkebrød til skole og børnehave. De smager rigtig godt og slet ikke "sundt" som man måske skulle tro de ville med spinat. Min søn er meget kræsen, og stod også med en sur mine og spurgte om det var spinat jeg havde puttet i. Jeg stak ham en lille røver og sagde at det bare var grøn farve, sådan noget som man også bruget til slik. Og ja det virkede, han spiste bollerne med velbehag og sagde at de bare var gode. Bagefter fortalte jeg ham at det var spinat, det kom noget bag på ham. Men nu har han lovet mig at smage på maden inden han siger at han ikke kan li det, så det håber jeg på holder ved :)
De er nemme at lave de her boller, og er gode at fryse ned og så bare tø op dagen før de skal i madpakken.


Spinat Boller

Ca. 24 stk.

800 g. mel
100 g. grahamsmel
5 dl. danskvand (alm. vand kan også bruges )
50 g. gær
150 g. optøet spinat (sørg for at det ikke er for koldt når det kommes i )
250 g. yoghurt naturel
2 tsk. sukker
2 tsk. groft salt
75 g. solsikkekerner

Rør gæren ud i danskvandet. Tilsæt spinat, yoghurt, salt, sukker, solsikkekerner og grahamsmel.
Rør melet i lidt ad gangen, ælt dejen til den er glat og smidig og lad den hæve, lunt og tildækket, ca. 50 min.
Del dejen i 24 stykker og form dem til boller. Læg dem på en bageplade med bagepapir. Lad bollerne hæve yderligere 30 min. Pensl med æg og bag dem ved 225 C. i ca. 15 min.

søndag den 20. februar 2011

Speltbrød


Det her speltbrød er hverken rugbrød eller fransbrød, men en ting midt imellem. Og jeg elsker når der næsten ikke er fedtstof i brød, og i den her opskrift er der kun 1 spsk. honning i. Det er jo skønt, og smagen er også rigtig dejlig og brødet er mættende. Hele familien guffede det i sig til frokost her i dag.

Her kommer opskriften, som jeg har fra Amo´s store bagebog.
Go´fornøjelse.


Speltbrød

500 g. fuldkorns speltmel
200 g. fuldkorns hvedemel
15 g. gær
1 spsk. honning
6 dl. lunkent vand
1 spsk sesamfrø
1 tsk. salt

Opløs gæren i 1½ dl. af det lunkne vand og tilsæt honningen. Lad blandingen stå og hvile i ca. 10 min., til den begynder at skumme.
Bland melet og salt godt sammen i en stor skål og lav en fordybning i midten.
Hæld gæropløsningen og resten af vandet i fordybningen.
Bland dejen grundigt sammen med hænderne til dejen føles elastisk og glat. Dejen vil være mere våd end en almindelig brøddej, og det skal den være.
Hæld dejen direkte i en smurt brødform på 2 liter. Lad den hæve, lunt og tildækket, ca. 30 min. Dyrs overfladen med sesamfrø.
Bag brødet i en 200 C. varm ovn i ca 35-40 min.

lørdag den 19. februar 2011

Ananas Sorbet


Nu er vinterferien over os, og så skal der jo være noget lækkert til ungerne. For noget tid siden faldt jeg over nogle store flotte ananas til kun 10 kr. Der røg straks en ned i indkøbskurven, og den har så stået og modnet der hjemme i vinduet i nogle dage. Jeg vidste ikke helt hvad den skulle bruges til, men så faldt jeg over en opskrift på ananas sorbet på iselsker.dk. Det var jo perfekt, for så kunne jeg bruge den fine is maskine, som jeg fik i julegave.
Det er en super let opskrift, som man også kan lave uden is maskine, så skal man bare rør i den ofte. Den er let og frisk, og ikke så fed som flødeis :)
Jeg ville gerne have anrettet isen noget pænere, men jeg havde 2 utålmodige børn hængende om benene. Nu skulle de bare have is... Jeg har pyntet min sorbet med sukker blomster, som min datter er helt vild efter. Og der blev serveret kys kager til.


Ananas sorbet

Du skal bruge:

1 stor ananas
3 dl vand
200 g sukker
1½ æggehvide
30 gram flormelis

Hæld sukker og vand i en gryde og og kog dette til en sukkerlage.
(Denne kan med fordel laves dagen før, så den bliver helt nedkølet).

Ananasen blendes til en puré og piskes sammen med sukkerlagen.

Hæld massen på ismaskinen og lad den køre til frugtmassen begynder at blive grynet af is (ca. 15-20 min., alt efter massens temperatur). Imens piskes æggehvider og flormelis grundigt, til det opnår en marengsmasse agtig konsistens.

Tag isen ud af maskinen og pisk den sammen med marengsmassen, hvorefter du fryser isen færdig i ismaskinen (ca. 15-20 min).

Herefter er isen klar til servering - eller til nedfrysning til senere brug.

Obs. Sorbet isen kan også laves uden ismaskine, her er du dog nødt til at røre i isen selv under indfrysningen

torsdag den 17. februar 2011

Et surt opstød


Ja her kommer der så et lille surt opstød fra mig.
Hvorfor findes der ikke nogen butikker i nordjylland, hvor man kan købe tilbehør til kager. Det er ikke lykkedes mig at finde en eneste butik i jylland, hvor man kan købe gode materialer og specielle ingredienser til kager og andre søde sager.
Jeg kan finde masser af butikker på nettet, som alle fysisk ligger på sjælland. Men hvis jeg skal bestille noget, så koster det mig minimum 75 kr. i fragt. Og det er da lidt øv hvis man bare skal bruge en spaciel sprøjte tyl, som koster 25 kr.
Så hvis der er nogen af jer der ude, som ved hvor jeg finder en butik i jylland og ja helst nordjylland eller midtjylland, så må i endelig skrive det her...
Jeg ved at jeg ikke er den eneste som bøvler med problemet, så det vil hjælpe mange ;)

fredag den 11. februar 2011

Salt Mandler Med Paprika


Mandler er jo så sunde, og jeg elsker alt som er salt og lidt spicy. Så derfor blev jeg helt vild, da jeg for noget tid siden smagte disse skønne mandler ovre ved min veninde. Jeg fik i går fat i opskriften, og gik straks i gang. Og mums hvor de smager, og så tager de også toppen af slik trangen, så det er jo en win win situation :) Nu er spørgsmålet bare om hvor længe sådan en portion mandler holder her i vores hjem, for ungerne gør et stort indhug i dem. Men når der ikke er flere så må mor her jo bare i gang igen.

Her kommer opskriften. Go´ fornøjelse.


Salt mandler med paprika

2 dl. vand
50 g. salt
200 g hele mandler
ca. 2 tsk. paprika

Kog vandet med salten, til al salten er helt opløst. Lad saltvandet køle let af. Tilsæt mandlerne, og lad dem trække i vandet i 30 min.
Hæld vandet fra og bland mandlerne med paprika. spred mandlerne ud på bagepapir og rist dem i ovnen i ca. 20-30 min. ved 125 C.
Mandlerne skal være sprøde og helt tørret for vand, før de er færdige.
Lad mandlerne køle helt af, før de puttes i en luft tæt beholder.

mandag den 7. februar 2011

Værtinde Gave Sukker Blomster




I weekenden skulle jeg over til min bedste veninde, og bare tøse hygge, med en lille flaske Champagne :)
Min veninde Tanja Skytte elsker også at bage lækre kager, så derfor synes jeg at hun skulle have nogle at mine ny lavede sukker blomster, så hun kunne pynte hendes lækre kager.
Jeg puttede lidt forskellige blomster i nogle små træ æsker, som jeg havde købt ved søstrene grene. Jeg synes selv at det så rigtig fint ud, og Tanja blev heldigvis ogå rigtig glad for den lille gave.

Sukker Bolmster Af Royal Icing





I julegave fik jeg et tylle sæt af min søde mand, og nu var tiden inde til at jeg skulle prøve det af, og lave nogle sukker blomster, og andet kage pynt.
Jeg havde aldrig prøvet det før, så derfor var jeg spændt på om jeg kunne finde ud af der, men jeg synes faktisk at resultatet er blever helt okay. Og de er bare rigtig fine til at pynde kager med ;)


Royal icing.

1 Pasteuriseret æggehvide
ca. 300 gram flourmelis
1 tsk. citronsaft

Æggehviden hældes i en skål, og lades stå ca. en time for at opnå stuetemperatur.
Sigt lidt flourmelis i mens du pisker, herefter citonsaften, så igen flourmelis til du syntes at den er der. Indfarves nu med levedsmiddels pastafarve.
Ned i sprøjteposen og så er det bare i gang.

Kys Kager og Valentins Hjerter



Hvem vil ikke gerne have et kys af en man elsker ;)
De her kys kager er bare lækre, og vildt nemme at lave, og alle kan være med. Lav merengs- kys med børnene, de vil elske at forme og evt. pynte kagerne.

Nu nærmer valentins dag sig jo også, og så kan man jo give et kys hjerte til sin elskede, eller en som står sit hjerte nært.

Glædelig valentins dag til alle den 14. februar.


Kys Kager.

3 æggehvider
2 dl. sukker
evt. frugtfarve.

Pisk æggehviderne stive og tilsæt sukkeret lidt efter lidt, mens der piskes. Tilsæt evt. lidt frugtfarve.
Kom sukkermassen i en sprøjtepose og sæt små toppe på en bageplade beklædt med bagepapir.
Bag dem ved 100 C. i ca. 1 time. Lad dem køle helt af, inden de kommes i en lufttæt beholder.

Spelt Boller Med Valnødder


De her boller er bare super lækre og luftige. Jeg elsker valnødder i brød, så derfor er det her også nogle af mine favorit boller.


Spelt boller med valnødder.

Ca. 16 stk.

450 g. mel
250 g. fuldkorns speltmel
25 g. gær
ca. 6½ dl. vand
½ dl. olie
1 spsk. salt
½ dl. ahorn sirup eller alm. lys sirup
50 g. hakkede valnødder

Opløs gæren i det lunkne vand, og tilsæt salt, sirup, speltmel, olie og valnødder.
Rør melet i lidt ad gangen, og ælt dejen godt igennem. Lad den hæve lunt og tildækket, i ca. 45 min.
Slå luften ud af dejen og form 16 boller, og lad dem hæve på en bageplade i 45 min. under et fugtigt klæde.
Pensl med æg og bag bollerne i ca. 10-15 min. ved 200 C.

Red Velvet Cup Cakes



Da jeg var ved at bage en red velvet kage til vores familie weekend hygge, blev der noget dej i overskud. Derfor lavede jeg de her mimi cup cakes, som er super lækre og fine.
De får en skøn rød farve, som jeg desværre ikke helt har kunne fange på billedet, men så må du i jo selv bage dem, så i kan nyde synet og smagen ;)

De er pyntet med små sukker blomster, som jeg lavede for et par dage siden, se mere om dette i mit afsnit om sukker blomster...

Red Velvet Kage


Vi skulle have weekend hygge hjemme ved os, og så ville mor her lige mixe en kage sammen. Valget faldt på en red velvet kage, som bare smager dejligt og har en rigtig flot rød farve som børnene synes er sjov.
Jeg kan ikke huske hvor jeg har opskriften fra. Jeg ved den er fra nettet, men hvor kan jeg simpelthen ikke komme i tanke om.
Jeg har pyntet kagen med sukkerblomster, som jeg lavede den anden dag. Se mere om dette i mit opslag om sukkerblomster.



Red Velvet

150 g smør
4 dl sukker
2 æg
1 eller 2 bøtter rød frugtfarve
1 tsk kakao
6½ dl mel
1 tsk salt
1 tsk natron
2½ dl kærnemælk
1 tsk klar eddike
1 tsk vanillje essens


Tænd ovnen på 180 grader.
Pisk smør, sukker, æg, frugtfarve og kakao til det er luftigt.
Sigt mel, salt og natron i og rør det i med lidt af kærnemælk. Vend resten af kærmemælken i sammen med eddike og vanille.
Passer til to 25 cm forme, og hver kage skal deles i to så man har 4 bunde. De lægges sammen med osteglasur – glasuren du ikke kan leve uden!
Kagerne bages i ca. 40 min. Tjek med en tandstik om de er færdige.

Osteglasuren du ikke kan leve uden

1 pakke philadelphia
50 gram smør
350 g flormelis
Vaniljesukker


Pisk det hele sammen til det er luftigt. Juster selv mængden af flormelis alt efter hvor sød du vil have den.