søndag den 20. marts 2011

Lyse Lagkagebunde

Lyse Lagkagebunde :

Den her opskrift har jeg fra Himmelske kager

Denne opskrift på sukkerbrødsbunde / lagkagebunde er let og luftig og har en god "krumme". Man kan bage det som en kage og derefter flække den i det antal bunde man ønsker. Efter man har flækket den i bunde, kan de fryses, hvis man lægger et stykke bagepapir imellem lagene.



Sukkerbrødsbunde
(passer til en rund kage på 18-20 cm)


5 Æg (Det vigtigt, at æggene har stuetemperatur, da dette giver den bedste og mest luftige kage)120 g Sukker
100 g Hvedemel
1 1/2 spsk Kartoffelmel
1 tsk Bagepulver


Læg bagepapir i bunden af formen - KUN i bunden - ikke op ad siderne.

Del æggene i blommer og hvider. Pisk blommerne og sukker meget grundigt til en lys og skummende masse. Pisk hviderne stive og sæt dem til side. Bland mel, kartoffelmel og bagepulver og sigt det i massen, mens du folder det i med en dejskraber. Vær omhyggelig for at undgå "mel-lommer". Fold straks de stiftpiskede æggehvider i dejen og fordel den i bageformen.

Bag kagen på næstnederste rille ved 175 C i 40-45 minutter (uden varmluftsblæser). Du må ikke åbne ovnen i de første 30 minutter. Afkøl kagen. Når kagen er helt afkølet flækkes den i tre bunde.


Smagsvarianter:
  • Vend 2-3 spsk finthakkede smuttede ristede mandler i dejen til sidst. Finthakkede nødder kan også anvendes.
  • Erstat 2 spsk mel med 2 spsk kakaopulver. Tilsæt kakaoen sammen med melet.
  • Vend 2 spsk kokosmel i dejen til sidst
  • Vend reven skal af appelsin i dejen

Ingen kommentarer: